10. 4XB. Zlatibor-Kovačica

Onsdag 23. juni.

Så gik turen fra Zlatibor. Stikordene er kloster, “turkisk delight” med rosensmag, hamburger, Relax, fodbold, Serbien-Australien.

Vil du se alle billederne fra hele turen kan du se galleriet på siden Rejse 2010.

Tilføjelse efter hjemkomsten, med uddybningen af stikordene:

Vi tog af sted fra Zlatibor med en invitation til at besøge såvel Rozalija Markov og Volkan. Alle værkerne fra kolonien var blevet pakket i museets store bil. Nu vil de blive kørt til Jagodina, hvor kuratorene på museet vil lave en vurdering af om de skal indlemmes i Museets samling og med på udstillingen af værkerne fra kolonien.

Som det ses af galleriet tog vi en tur ud fra alfavej og besøgte et nonnekloster. Næsten i ingenmandsland i et i øvrigt meget smukt bjerglandskab, ligger der en mini by, med en smuk park, en lille kirke, en kirkegård, et fårehold og i øvrigt to helt moderne toiletter til de besøgende. Vi var de eneste på det tidspunkt, men klostret må være velbesøgt, for der er en stor parkeringsplads uden for klostermuren. Vi får lov at gå rundt i ubemærkethed, men da vi er på vej væk, vinker nonnerne med nøglen til kirken. Inden vi fik lov at gå ind bliver vi iført en slåom-nederdel, kvinder med bukser må ikke komme ind i kirken. Kirken er indefor fuldstændigt dækket af vægmalerier, bl.a. med riddere (apostle?) i fuldt udstyr. Vi fotografer ikke men køber postkort. Og så er vi på vej ud igen. Men bliver igen vinket tilbage og så får vi serveret kaffe, the og en slags tyrkisk delight med rosensmag.

Frokosten den dag stod på en hamburger i en lille by vi kom igennem. Vi var ellers inde på en lokal kro, men efter Lone have besøgt toilettet, der var af den gammeldags slags, den men står på eller sidder på hug på og så er der et hul i midten, flygtede  vi (men ellers var der rent og pænt over det hele, og ofte pænere end mange steder i Danmark). På turen blev vi blev stoppet af politiet, jeg tror det var en slags rutinekontrol, men da Lone spurgte om vej, glemte de kontrollen og var meget hjælpsomme. I øvrigt så vi forholdsvis meget politi.

Efter en tur på omkring 450 km nåede vi Kovaccica og hotel Relax. Relax er byen eneste hotel, med svimmingpool og mulighed for massage. Men nok mest som et forretningshotel end et familiehotel. Man bor i Bungalows. Vi tog en rundtur i byen på gåben, fandt målet for vores besøg i Kovaccica,  og fik en LAV-øl til 6 kr på den lokale bar. fabrikken der laver LAV-øl er ejet af Carlsberg. Traf også en del fritgående hunde, men som i Zlatibor er  de tillidsfulde over for mennesker. Efter en forholdsvis dårlig aftensmad på hotel Relac – men vi var også godt vant – gik vi ned i byen igen og så hvordan Serbien tabte 1-2 til Australien og serbiernes reaktion herpå.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.