40 års studenterjubilæum

Den 21. juni er det 40 år siden 114 håbefulde unge mennesker sprang ud som studenter fra Aalborg Katedralskole i 1974. Jeg var en af dem. Det fejrer jeg sammen med omkring 55 gammel skolekammerater d. 27. juni, hvor studenterne årgang 2014 springer ud. Vi skal til dimission i Aalborghallen, på besøg på skolen og en tur på Duus vinkælder. Der er middag om aftenen på restaurant Utzon og endelig en tur i Aalborg natteliv med udgangspunkt i Søgaards Bryghus.

Vi har fundet alle fra klassen. Når det ret smertefrit lykkes at finde omkring de 80, så bliver det en udfordring at se om det er muligt at få kontakt til alle. Det er både mest retfærdigt – alle fortjener at blive fundet – og sætter det der fejres i et 40 års studenterjubilæum mest i perspektiv. Alle har væsentlige ting med i bagagen fra tre ungdomsår, hvor vi  – på godt og ondt  – var en del af hinandens liv, blev præget at gode – meget gode – lærere og af dårlige lærere, der uden besvær kunne sammelignes med lærerne i Scherfigs “Det forsømte forår.” Vi var unge i en brydningstid,  hvor ungdomsoprøret fra 68 og dets opgør med autoriteter og traditioner stadig stod i skarp modsætning til en skole og ældre læreres respekt og stolthed for skolens historie tilbage fra 1537 og det akademiske niveau på en Katedralskole. En tilgang til traditionerne og det akademiske, som kunne medførte en arrogante over for elever fra familier (= fædre) uden akademisk baggrund og snobberi for fine titler og elever med bopæl i de rigtige bydele (= Hasseris).

Livet er formentligt ikke altid gået som de håbefulde unge mennesker, drømte om – eller omgivelserne forventede – men drømme skal ikke altid indfries, der kan være meget der er endnu bedre, – og andre forventninger er vist kunne møllesten om halsen når det gode liv skal leves. Og når 55 til 60 af en årgang møder op til 40-års jubilæet – og en stor del af resten ærger sig over at de ikke har mulighed for at deltage – så tyder det på en årgang der har haft mod på livet og anerkender de tre års gymnasietid som en betydningsfuld del af dette.

Takket være årbogen fra skolen, søgninger på Google, Facebook og LinkedIn og ikke mindst de personlige kontakter fandt vi de 104 af de 114 samt to  mere, der havde gået i 1 og 2 g.  Vi vidste også at fire fra årgangen var døde. De sidste seks fik vi oplysninger fra på folkeregistret. De fem af dem lever stadig og en er død.

Fem døde af en årgang på 114, det er faktisk nådigt sluppet. Regner jeg på tal fra Danmarks statisik og var vi normal danskere så skulle der på årgangen havde været 12 døde, fra vi var ca. 20 år i 1974 og ca. 60 år i 2014.

Jeg skulle måske havde ladet være. Men da jeg var i gang med at regne statistik, fremskrev jeg, hvor mange de tilbageværende 109, der kan fejre deres 50 års jubilæum. Statistisk set så er er der 18 af os der ikke får den mulighed om 10 år. På den anden side kan man argumentere for at dødsraten (!) fremadrettet skal afspejle de forudgående års forløb – ja så må det betyde at “kun” 8-9 af os ikke får lov til at hilse på hinanden til et 50 års studenterjubilæum.

Under alle omstændigheder, så er det vist en god ide at huske at fejre det der kan/bør/skal fejres mens tid er!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.