13. INSITA. Tanker om udstillingen

Da jeg i 1994 var i Bratislava for at se INSITA94, og bl.a. værkene af de 7 deltagende danske kunstner, viste udstillingen selvlaert kunst, som var udvalgt som karakteristisk for de deltagende lande. Der var en overvaeget af naivistiske billeder i forhold til andre “grene” af selvlaert kunst.  Som nybagt naivist syntes jeg, at det var spaende at se, hvorledes den naivistiske tradition i de enkelte lande praegede de udstillede vaerker. Det eneste “tema” for udstillingen var den national opdelte udstilling.

I 2007 er der 8 sektioner i den store udstilling, der finder sted paa tre adresser i Bratislava. Paa selv nationalgalleriet er der sektion “Magisk Arkitektur” hvor 27 inviterede kunstnere udstiller billeder af bygninger og arkitektur,  Grand Prix INSITA 2004 hvor vindren af prisen  i 2004 Vasilij Romanenkov har en saerudstilling,. Sektionerne “La Fabuloserie Special Collection”, “Rising from the Depths” og dele af “The Visionaries of Czeckoslovak Art Brut” kan også ses her. Endelig er sektionenudstillingen af udvalgt selvlaert kunst af 37 kunstnere også på Nationalgalleriet. Det er denne sidste jeg deltager i. Paa nationalgalleriet kan også ses Madge Gill’s Masterpiece: The Crucifixion of the Soul”. På National Museumet er der to sektioner. En special udstilling med den franske maler Germain Tessier og en udstilling af Rumænsk naivistisk kunst.

Udstillingen af udvalgt kunst er praeget af andet end naivistisk kunst. Jeg er ikke helt klar over, hvor man i selvlaert kunst skildre mellem naivistisk kunst, art brut og outsider art. Og har ikke fundet en entydig forklaring paa nettet. Men for mig er naivistisk kunst, det som Granma Moses og Henri Rousseau staar for. Folkelig kunst, der skildrer livet og omgivelserne i den tid, kunstnerne lever i. Billederne har ofte en glad tone, der er mange fortaellinger og ofte en del humor, farverne er klare og der er mange detaljer. Og paa INSITA 2007 er det umiddelbart set fra en naivists synspunkt, lidt nedenslaaende, at der er saa lidt naivistisk kunst, der har fundet naade for juryens oejne, som det er tilfaeldet paa sektionen for udvalgt kunst. 

INSITA har som maal at vaere en af de vigtigste internationale udstillinger, der giver ny inspiration, stilretninger, teknikker og frisk indhold og form for selvlært kunst. Og maaske har juryen ret i at en del af nutidens naivistiske kunst gentager, ja kopierer maaske endda sig selv, fortidens udtryk. Det er begraenset, hvad der saa er af ny inspiration.

Naar jeg har set hele udstillingen noget mere og været på alle tre adresser og fået fordøjet indtrykene, vil jeg tro,  der kommer et indlaeg her paa bloggen om, hvor jeg tror, der er meget inspiration at hente. Inspiration, der ikke maa resulterer i efterligninger. Som det blev sagt i aabningstalerne, saa boer alle de kunstnere, der udstiller paa INSITA vaere helt og fuldt individualister.

Prisen på det unikke

Et maleri, der koster mindre end 5 kr pr cm2 er for billigt. Folk er villig til at betale 6.200 kr for et sæt ønskenummerplader ud over den normale pris på 1.180 kr. En nummerplade er ca 50×12 cm.

Så prisen på det unikke er 5 kr pr cm2.
Det siger jeg engang i mellem når folk syntes mine og andres billeder er for dyre.

En anden normal prisfastsættelse for en ydelse er efter timeforbrug. I mit borgerlige erhverv tjener jeg inkl. pension og feriepenge vel omkring 300 kr. i timen. Galeriejerne tager 50%, så det kræver en produktion ved staffeliet der kan honoreres med 600 kr. i timen. Og så har jeg ikke fået til husleje, maling, kørsel – og mangler i øvrigt betaling for timerne til regnskab, kontakten med galleriejere, ophængning af udstillinger, ferniseringer, opspænding af lærred m.m.. Så en timepris på 750 kr, som er den der tages når en landmand køber en times arbejde af mig eller en kollegaer, er formentligt en passende niveau. Fik jeg 5 kr. pr m2 i snit for mine billeder så vil dette regnestykke formentligt stemme – og jeg kunne omtrent tjene det samme som maler, som som konsulent. Men sådan er prisfastsættelsen ikke – heldigvis.

Som førstegangs udstiller skeler man vel til hvad andre tager for tilsvarende størrelser af billeder. Alt efter hvor ydmyg man er, lægger man sig mere eller mindre tæt på det niveau. Og så lader man det vel udvikle sig derfra alt efter efterspørgslen. I øvrigt er det vist sådan, at der for en del købere af kunst er en signalværdi i at vise, at man har råd til det – det gælder for ønskenummerplader som for kunst. Mange kunstnere kan fortælle at sætter de prisen op, så stiger salget af værker.

Gad vide om jeg kunne få solgt et værk, hvis det kostede 5 kr pr cm2. Det vil betyde mere end en fordobling af prisen. Men nu er det ikke pengene for værkerne, der er drivkraft. Det er det konstant forsøg på at lave det unikke. Men at få solgt et værk, giver mulighed for at lave et nyt og udforske nye muligheder blandt motiver og farver. Det er det der driver: at få råd, tid og lejlighed til det. Og så er det heller ikke så ringe at se folk blive optaget af ens værker på en udstillingen. De behøver ikke nødvendigvis at kunne lide dem, men at se dem få en oplevelse og blive påvirket og få sat tankerne i gang er dejligt. Også at nogle bliver så forfærdeligt irriteret over, at jeg kan finde på at vende tingene på hovedet.