Prisen på det unikke

Et maleri, der koster mindre end 5 kr pr cm2 er for billigt. Folk er villig til at betale 6.200 kr for et sæt ønskenummerplader ud over den normale pris på 1.180 kr. En nummerplade er ca 50×12 cm.

Så prisen på det unikke er 5 kr pr cm2.
Det siger jeg engang i mellem når folk syntes mine og andres billeder er for dyre.

En anden normal prisfastsættelse for en ydelse er efter timeforbrug. I mit borgerlige erhverv tjener jeg inkl. pension og feriepenge vel omkring 300 kr. i timen. Galeriejerne tager 50%, så det kræver en produktion ved staffeliet der kan honoreres med 600 kr. i timen. Og så har jeg ikke fået til husleje, maling, kørsel – og mangler i øvrigt betaling for timerne til regnskab, kontakten med galleriejere, ophængning af udstillinger, ferniseringer, opspænding af lærred m.m.. Så en timepris på 750 kr, som er den der tages når en landmand køber en times arbejde af mig eller en kollegaer, er formentligt en passende niveau. Fik jeg 5 kr. pr m2 i snit for mine billeder så vil dette regnestykke formentligt stemme – og jeg kunne omtrent tjene det samme som maler, som som konsulent. Men sådan er prisfastsættelsen ikke – heldigvis.

Som førstegangs udstiller skeler man vel til hvad andre tager for tilsvarende størrelser af billeder. Alt efter hvor ydmyg man er, lægger man sig mere eller mindre tæt på det niveau. Og så lader man det vel udvikle sig derfra alt efter efterspørgslen. I øvrigt er det vist sådan, at der for en del købere af kunst er en signalværdi i at vise, at man har råd til det – det gælder for ønskenummerplader som for kunst. Mange kunstnere kan fortælle at sætter de prisen op, så stiger salget af værker.

Gad vide om jeg kunne få solgt et værk, hvis det kostede 5 kr pr cm2. Det vil betyde mere end en fordobling af prisen. Men nu er det ikke pengene for værkerne, der er drivkraft. Det er det konstant forsøg på at lave det unikke. Men at få solgt et værk, giver mulighed for at lave et nyt og udforske nye muligheder blandt motiver og farver. Det er det der driver: at få råd, tid og lejlighed til det. Og så er det heller ikke så ringe at se folk blive optaget af ens værker på en udstillingen. De behøver ikke nødvendigvis at kunne lide dem, men at se dem få en oplevelse og blive påvirket og få sat tankerne i gang er dejligt. Også at nogle bliver så forfærdeligt irriteret over, at jeg kan finde på at vende tingene på hovedet.

dkblind.dk

En af de flittigste besøgende for tiden på naivisten.dk kan jeg se på webstatistikken kommer via dkblind.dk, der er Dansk blindesamfunds websted. Det er lidt pudsigt når jeg der præsenterer mine naivistiske billeder. Er der nogle der har forsøgt sig med “visuelle” hjemmesider specielt til svagtseende, formidling af billeder med lyde og …? Der er i dag værktøjer, der kan oversættet tekst til tale, og sikkert også den anden vej. Er der nogle der her udnyttet det til en blog med lyd? Kan man få et blindskrifttastatur? Ja, jeg fandt på nettet et BrailleLite-tastatur, man benytter det evt. uden skærm. Tænk ikke at kunne se alle farverne.

Naivistens blog

Velkommen til min blog. Her vil jeg skriv lidt om småt og stort, dog sikkert mest om oplevelser som naivist. Sådan noget om tankerne ved maleriet, oplevelser på udstillinger herunder ikke mindst Insita – læs lige nu mere på www.naivisten.dk. Sikkert også noget om Muffin, som har sin egen side her på web-stedet.