“Forårsudstillingen er en af de vigtigste censurerede udstillinger i Europa og er siden 1857 årligt blevet afholdt på Charlottenborg i København. Den begyndte som en udstilling, der præsenterede nye værker af danske kunstnere, og inddrager i dag kunstnere fra mange lande. I årenes løb har Forårsudstillingen præsenteret værker af så anerkendte internationale navne som Vilhelm Hammershøi, P.S. Krøyer, Per Kirkeby, Alvar Aalto, Jørn Utzon, Arne Jacobsen, Paul Gernes, Olafur Eliasson, Kirstine Roepstorff, og flere andre …. Udstillingen afholdes på Kunsthal Charlottenborg i København, et af de største og smukkeste samtidskunststeder i Europa”
kunsthalcharlottenborg.dk

- og nu skal jeg – uden sammenligning i øvrigt – udstille på forårudstillingen 2012 i denne smukke bygning – jeg har fået to værker med. To danske naivistisk kunstværker i en kunsthal for contemporary art med international fokus. Det var en stor overraskelse at det kunne ske.  Hvilke to  værker venter jeg med at afsløre indtil ferniseringsdagen d. 23. februar.
Det var dagens gode nyhed for mig! Det er altså stort.

Det bliver fint at hilse på Ivana Jovanovi og Nina Krstić og de andre fra museet og kunstnerne fra såvel den 14th biennial og den 15th coloni.

Hovedoverskriften for højskolens Kristendomskurser for voksne i efterår 2011 – forår 2012 er “Det folkekirkelige landskab”. Klik på billedet og du kan se det i høj opløsningen og måske fange at i de fem kirke er der bryllup – flaget er i hvert fald hejst helt. Ved den sidste kirke er flaget på  halv.

Det værk har vist fanget mange.

• En ringede og spurgte om han måtte bruge det til invitationer til sit bryllup – selvfølgelig. Dejligt at blive spurgt.
• En lærer i Odder har bedt sin 1. klasse om at skrive en stil om værket. Det ved jeg for sommerhusnabosønnen Mads har fået den opgave. I følge hans forældre til Mads store frustration. Mads går i øvrigt i klasse med Kirstens – min veninde – barnebarn Johan! Jeg har glemt at spørge om det også var en traumatisk oplevelse for ham. Sådan fik jeg det af omveje at vide, godt at få at vide at værket bliver brugt – det havde været endnu bedre hvis læreren lige have givet mig et praj
• Og så var der dem der brugt det i en annonce på facebook -og det var ikke i orden….

Og så er der sikkert mere jeg ikke ved noget om…

Master Fatmans ord er helst sikkert kloge selvhjælpsord. Sådanne intellektuelle overvejelser om, hvad der gør en lykkelige, har ifølge Master Fatman ikke meget at gøre med naivistisk kunst. Hør blot hans bemærkninger om folkemusik – “der er ikke tænkt over det”. Så hans definition af hvad der er naivistisk kunst ligger tæt op af den jeg kender: “I naivistisk kunst er den personlige oplevede verden skildret uden intellektuelle overvejelser”.

Den anden kunstner – eller kunstnerpar – der kom til orde i udsendelsen var Gil og Moti som har “viet deres liv til et permanent kunstnerisk projekt med det formål at undersøge og udvide identitetens grænser og betydninger” og kalder deres naiv udtryk for en bevidst strategi. Deres kunstprojket og deres selviscenesættelse – der leder mine tanker hen på Gilbert og George – og deres “naive” forsøg på at binde bånde mellem mennesker med forskellig religøse overbevisninger via hjerte af ketchup gør det svært at se dem som eksponenter for naivismen. Men på den anden side er Barbaras ord om duoen “ved mødet med dem tager man skoene af og træde ind i en anden åbenhed og kommer til at tænke med maven”. Så kan man måske plæderer for at en form for ny naivisme er når betragterne efter mødet med kunsten tænker mindre intellektuelt. Kunstnerens tilgang til sin kunst er alt andet et naiv.

Barbara besøgte også Henri Rousseau udstillingen i Rundetaarn. Desværre var hendes åbenhed over for den udstilling bedøvende ringe. Jeg kan sagtens som en af de danske deltagere på udstillingen, give Barbara ret i at der var billeder af meget svingende karakter med på udstillingen. Men udstillingen hylder mangfoldigheden og det uperfekte, som vel lige præcis var det Rousseau ville have, der også skal være plads til på kunstens bonede gulve. Den vinkel kunne Barbara med sin nye åbenhed godt have benyttet – samt fremhævet at en entusiastisk franskmand har formået at samle små 100 kunstner fra 18 lande til vandreudstillingen, uden de stor intellektuelle overvejelser – måske et udtryk for sand naivisme. Det havde også klædt en nyomvendt naivist at have fortalt hvilke billeder, der måske trods alt havde lidt god stil. I stedet for straks at tage fat der, hvor det efter hendes opfattelse er en fiasko, samt lufte den fordom at et typisk udtryk for naivistisk kunst er søde kagedåsehuse.

Den tredje kunstner, der kommer til orde – ganske vist post-mortem – var Hans Scherfig, som hvis rygtet taler sandt, blev fornærmet, hvis man kaldte hans kunst for naivistisk.

Endelig kom Peter Plys til orde – han er med sin barnlighed og sin insisterende vel et godt udtryk for en der er naiv, ikke helt ulige den franske arrangør af Henri Rousseau udstillingen specielt hvad angår det insisterende. Men Peter Plys er altså ikke som Barbara afslutningsvis fortalte 100 år og af samme alder som Rousseau. Den første bog Winnie the Pooh udkom i 1926. Rousseau døde i 1910 (han var født i 1844). Men det er måske ok, hvis man som Barbara er retoriker og ikke er journalist og iøvrigt har udtalt: “Jeg har en holdning, jo, og jeg har læst kunsthistorie i et år, men vi bruger ikke vores sparsomme tid på at tjekke årstal”.

Det er dejligt at naivistisk kunst bliver omtalt i medierne og udsendelsen var på mange måder interessant. Der blev vist spændende kunst, og kunstnerne havde gode bemærkninger. Det er dejligt at man kan mærke Barbaras personlighed og holdning. Men det var sørme også interessant at udsendelsen – på godt og ondt – udstillede en meget intellektuel tilgang til naivistisk kunst såvel ved en konstant forholde sig til de dybe tanker bag enkelt værker og kunstprojekter,  samt kloge sig om kunstnerne håndværksmæssige evner. Og fik Fatmans ord om at er man “ægte” naiv – og ikke naiv med vilje – så er chancen for fiasko stor, sat i relief.