Markedschef på deltid – menneske på fuld tid

Måske der er nogle – min familie – der er intresseret i hvad jeg går og laver ud over det med det naivistiske. Derfor den blogpost.

I Landscentrets medarbejderblad “Indblik” er der i hvert nummer på bagsiden en artikel, hvor en af medarbejderne skriv lidt om sin funktion på landscentret. I nummeret fra oktober var det min tur. Desværre var der ikke plads til den sætning jeg har fremhævet med brunt.

Fra KAM til Markedschef
I juninummeret af Indblik sendte Jan Kjær Madsen stafetten til at skrive på bagsiden videre til KAM for deltidslandmænd. Key Account Manager, det var den fine titel jeg fik 1. maj i mit ny job på Landscentret.

Jeg fik aldrig vænnet mig til titlen som Key Account Manager. Efter et par måneder i jobbet blev KAM skiftet ud med Markedschef. Ledelsen i Udvikling har beskrevet opgaverne i et notat: “Markedschefen har deltidslandmændenes behov i fokus og er i direkte dialog med markedet. Markedschefen støtter og udfordrer kolleger på Landscentret for at sikre, at deres produkter er målrettede og attraktive for deltidslandmænd. Ligeså vigtigt, skal Markedschefen udvikle og støtte centrenes evne til at skabe værdi for deltidslandmændene og derved skabe vækst i markedet”. Min familie er dog ikke imponeret over titlen. Min mor forslog at en markedschef er en der står på Hjallerup marked og råber “Kom nærmere, kom nærmere”. En rolle som hun dog sagtens kan se mig i.

Fænomenet deltidslandmænd
Det passer mig fint at støtte og udfordre kollegaerne på landscentret, samt engagere mig i at der kommer gang i området på de enkelte centre. Som markedschef har jeg dog det problem at definitionen på en deltidslandmand er uklar. Problemet er ikke nyt. I det berømte år 1968 bruger Frederik Quist i sin licentiatafhandling “En belysning af fænomenet deltidslandmænd – årsager og udvikling” 12 sider til at nå til enighed med sig selv om, at definition på deltidsland-mænd er “landmænd, der har arbejde uden for bedriften”. Det er den også i 2007, men gruppen er som minimum udvidet med “Direktører, akademikere, pædagoger, håndværkere, o.s.v. der har et landbrug”. I nogle egne af landet flyder kundegruppen deltidslandmænd via fritidslandmanden over i landboer-begrebet.

Alt efter definitionen er der fra omkring 40.000 deltidslandmænd til ca.100.000 landboer. En uklar definition giver visse problemer med at opfylde strategi 2009’s mål om 5 % stigning i markedsandelen. Det er svært at måle fremgang når man ikke kender udgangspunktet. Til gengæld giver det råderum, og løsningen er nem for en markedschef, der er sat i verden for at tage udgangspunkt i lokale forhold og behov.

Bennetzens B-hold er en saga blot
Sloganet for indsatsen på deltidsområdet er “Landmand på deltid – menneske på fuldtid”. Selv er jeg markedschef på deltid for at have tid til også at være billedkunster på deltid. Det bidrager forhåbentligt til, at markedschefen har en god, om end lidt skæv, indgangsvinkel til deltids-landmændenes behov.

Deltidslandmændene har traditionelt ikke være højt prioriteret i DLBR. Rygtet siger at det har været meget lidt karrierefremmende at have fokus på dem. De blev vigtige(re) kunder med strategi 2009 og med ansættelse af en markedschef. Mit indtryk er, at de to ting i sig selv, katalyserer opmærksomhed og aktiviteter rundt i DLBR.

Dengang der var noget der hed Landbrugets Rådgivningscenter var der ikke meget karriere i at arbejde på deltid. Da jeg for 10 år siden arbejdede på deltid på Landskontoret for Kvæg, inspirerede ledelsens udmeldinger om deltidsmedarbejdere mig til at klister et B – fra B-post – på navneskiltene hos os, der arbejde på deltid. Vi var ikke mange. Bennetzens B-hold kaldte vi os.

Men det har ændret sig. Deltidslandmænd og det at arbejde på deltid er et must; der er masser af fokus på deltidslandmænd, og fra almindelig rådgiver over KAM til Markedschef på mindre end 4 måneder. Det er flot, at DLBR flytter sig når kunderne flytter sig, og at Landscentret evner at skabe rum for alle slags medarbejdere. Om det er lyst eller nød, der får tingene til at ændre sig er underordnet. Mod til forandringerne gør DLBR og landscentret til en spændende arbejdsplads med engagerede kollegaer.

Artiklen var illustrerede med mit selvportræt med Muffin og en link til naivisten.dk.  

Én kommentar til “Markedschef på deltid – menneske på fuld tid”

  1. Bonus-oplynsing: I dag blev jeg – eller nærmere min funktion – omtalt i lederen i Landbrugsavisen. ”Landscentret har fået en særlig, omend ganske lille, afdeling for deltidsbrug. Deltidsfolket har fået sin egen indgang til rådgivningens hjemmeside, landmand.dk”. Ja, en ganske meget lille afdeling, befolket af en særling på deltid – det er kun mig på 25 timer og de sekretærtimer jeg har brug for, samt det jeg kan få andre til at bidrage med. Så skal det lykkes skal jeg formå at arbejde tær sammen med de lokale centre.

Skriv et svar